Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Velkommen til Vuggestuerne Ingolf og Lille Ingolf. Vi er en fælles vuggestue på Amager med seks vuggestuegrupper fordelt på to huse på Ingolfs Allé og Følfodvej.

Vi arbejder med Marte Meo som pædagogisk redskab og har en omsorgsfuld og nærværende tilgang til vores børn, forældre og kolleger. Samspillet og at møde børnene, hvor de er, er vores største prioritet. Det er den voksne, der har ansvaret for samspillet, og her bruger vi principperne fra Marte Meo.

Marte Meo

Marte Meo er en metode, som vi som personale bruger, når vi reflekterer over og arbejder med, hvordan vi bedst kan bringe vores børn videre i deres udvikling.

Det gør vi via videooptageler, som vi analyserer for at finde frem til, hvad barnet allerede kan, hvad det har brug for at lære, og hvordan vi bedst kan støtte barnet i det. Vi har både en Marte Meo-terapeut i huset og en i klyngen. 

Marte Meo betyder ved egen kraft, og handler om at se barnets initiativer og følge dem. Den måde, vi er sammen med børnene på i dagligdagen, skal udvikle dem og styrke dem, så de kan klare små og store opgaver og udfordringer ved egen kraft. Vi tror på, at alle børn har noget at bidrage med - og det er det, vi lægger vægt på, når vi er sammen med børnene.

Et eksempel kan være ved aflevering, hvis barnet bliver ked af, at mor går. Vi sætter ord på barnets følelser ved fx at sige "årh, du blev også lige ked af det", og så afventer vi barnets reaktion og hvordan vi kan hjælpe det videre. Det kan også være, hvis et barn falder. Igen benævner vi og sætter ord på, hvad der skete: "Ej, du faldt" og afventer barnets reaktion. Er det ked af det? Gjorde det ondt? Vi er ikke forudindtagede, men møder barnet og bruger krop og sprog til at sætte ord på initiativer og følelser. Når vi gør det, hjælper vi barnet med at regulere deres nervesystem og styrker barnets sprog. 

Vores huse 

Vi er en fælles vuggestue, men holder til på to adresser. 

Ingolf ligger i et hyggeligt villakvarter og har til huse i en charmerende villa, der er bygget i 1906 og som har fungeret som børneinstitution siden 1916. Vi plejer at kalde den vores "Pippi-villa", fordi den er gammel og skæv med al den charme og liv, som det indebærer. I huset har vi et fælles krearum og et fælles rytmikrum med bolde, sanseposer, hoppekøer og meget mere. Alle stuerne har klapborde og kan opdeles i to. Legepladsen er lille og intim og ligeledes delt op i to. Den er særligt indrettet til vuggestuebørn med sandkasse, gynger, rutsjebane og en lille isbutik. Vi har også bærbuske og plantekasser, hvor vi planter krydderurter og jordbær sammen med børnene. 

Lille Ingolf ligger ligeledes i et roligt kvarter tæt på grønne områder. Huset er i et plan med tre stuer, der alle har udgang til deres egen lille have, hvor der for eksempel er sandkasse eller køkkenhave. Derudover har vi en fælles legeplads med legetårn, legehuse, plantekasser med tomater og en lille vej, hvor børnene kan køre på løbecykel og scooter. I huset har vi desuden et stort fællesrum, der er dynamisk indrettet, og som bliver brugt til både rytmik, rollelege og kreative aktiviteter. 

I begge huse er vi optagede af pædagogiske læringsmiljøer, og i klyngen har vi fokus på leg, legetyper og vores rolle i legen. Vores legezoner er dynamisk indrettet og bliver ofte revideret, så de imødekommer, hvad børnene interesserer sig for netop nu. For en børnegruppe er det måske legekøkkenet, der hitter, mens det for en anden er dyr eller konstruktionsleg.