Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen i vuggestuen

I Vuggestuerne Ingolf og Lille Ingolf, arbejder vi temabaseret. Et tema kører i syv uger og kan være forskelligt for både huse og stuer. Når vi vælger vores temaer tilpasser vi dem nemlig altid til de enkelte børnegrupper og hvad der optager dem. Et tema kan være alt fra bil-, dukke- eller snegletema. I gennem dagen deler vi os desuden så vildt muligt ind i mindre grupper. 

Morgen

Begge huse åbner klokken 7 på en stue, hvor der frem til 7.30 serveres morgenmad. Om morgenen har vi fokus på at få skabt en rolig start på dagen, hvor vi får sagt godmorgen til hinanden og taget godt imod både børn og forældre. Personalet har på forhånd gjort et par legezoner klar, så det er let for børnene at gå ind i en leg, når de kommer. Det kan for eksempel være, at vi har sat nogle dyr klar på på dyretæppet eller sat puslespil frem på bordene.  

Formiddag

Mellem 8 og 9 fordeler vi os ud på egne stuer. Klokken 9 spiser vi en formiddagssnack og taler om, hvad dagen byder på af aktiviteter. 

9.30 fordeler vi os ud i mindre grupper med planlagte pædagogiske aktiviteter, der ofte knytter sig til det tema, som stuerne arbejder med. Aktiviteter kan være bevægelseslege, krea-lege eller en tur på legepladsen eller i nærområdet. I Ingolf besøger vi ofte legepladserne i lokalområdet eller Bibliotekshuset, som har mange spændende aktiviteter for vores børn. Følfodvej har ladcykler til at tage på ture længere væk, og vi er også glade for at besøge Den Blå Planet. Vi bor i dejligt område med mange sjove ting tæt på. 

Frokost

Mellem 10.30 og 11 spiser vi frokost i mindre grupper med en voksen ved hvert bord. Vi anser måltidet som en af dagens største aktiviteter, og lægger høj faglighed i måltidet. 

Efter måltidet er der altid en voksen, der sidder på gulvet eller i sofaen og læser en bog eller lytter til noget stille musik, så vi får skabt en rolig overgang fra frokosten til middagsluren. De mindste børn sover udenfor i krybbe eller barnevogn, mens de største børn sover indenfor på madrasser.   

Eftermiddag

Børnene kommer op i takt med, at de vågner. Mange vuggestuebørn har brug for nærhed, når de kommer op fra lur, og hos os er der god tid til at vågne. Vi kan godt sidde i 10 minutter og kramme i ble, hvis barnet har behov for det. Vi plejer at sige "vi skal ikke nå noget - vi lukker først klokken 17". Når barnet er klar er der eftermiddagsmad og aktiviteter på stuen.  

Resten af dagen går med leg og aktiviteter. Nogle gange samler vi de sidste børn på en stue klokken 16, inden huset lukker klokken 17. Om fredagen lukker vi klokken 16.